Marianne Maibøll - om sporten

Generelt: Indenfor handicapidrætten inddeles atleterne i klasser alt efter deres grad af handicap. Dette gøres for at sørge for, at atleterne konkurrerer på lige vilkår. Klasserne inddeles efter hvorvidt atleten er benamputeret, har funktion i mave- og rygmuskler eller har lammelser i overekstremiteterne (f.eks. manglende triceps muskulatur). I en række discipliner kører de forskellige handicapgrupper samlet, hvor der kompenseres for en større grad af handicap gennem en ´tidsbonus´ (f.eks. ved at der fratrækkes 20 % af tiden).

Kørestolsrace: Kørestolsrace er handicapidrættens flagskib! En klassisk disciplin, der over en årrække er udviklet og forfinet. En kørestolsracer er 3-hjulet, og fremdrift sker ved at slå på de to håndringe på hjulene. Det kræver selvsagt beskyttende handsker for ikke at smadre hænderne fuldstændig. Der er således ingen kæde eller gear på en racerstol; al fremdrift er ved rå muskelkraft. I modsætning til håndcykling mister hænderne kontakten med materialet, hvilket gør kørestilen særdeles elegant. Distancerne er de samme som i løb, fra 100 m sprint til maraton (42,195 km) samt stafet (4 × 100 m og 4 × 400 m). De kortere distancer, dvs. op til 10 km køres på atletik stadion. Til mange klassiske maratonløb (f.eks. i London, New York og Berlin) følger racerne og løberne samme rute, idet racerne oftest bliver sendt af sted 15 minutter før løberne.

Langrendspigging: Langrendspigging er siddende langrend for skiløbere, der ikke kan bruge deres ben, enten pga. amputationer eller rygmarvsskade. Man sidder fastspændt til en såkaldt skikælk, der er et metalsæde med to langrendsski monteret under. Skiene sidder i en bredde, der passer til et præpareret løjpespor. For fremdrift bruges stave, som man trækker sig frem med. Når man skal rundt i sving læner man kroppen ud til siden og bruger stavene til justering og balance. For at bremse vender man stavene rundt og borer spidsen af håndtaget ned i sneen. Man kører normalt på en almindelig langrendsløjpe, men eftersom man sidder ned og kun kan bruge overkroppen er der (alt efter individuel styrke selvfølgelig) begrænsninger på hvor store stigninger, man kan klare – man kan ikke ´gå sildeben´ men er nødt til at trække sig op med armene. Det kræver selvsagt stor styrke og udholdenhed i hele overkroppen. Konkurrencedistancerne for kvinder er fra sprint (1 km) til 10 km. Derudover findes stafet og biatlon (skiskydning).

Håndcykling: På en håndcykel sidder pedaler og gearskifte i hænderne. Den har 3 hjul, hvilket gør den stabil at køre. Ulempen er at den har en meget stor venderadius. Eftersom håndcyklen har gear (ofte 21 stk) og man kan bruge flere muskelgrupper til både at trykke og trække med, er hastigheden generelt højere på håndcykel end ved fx race. Atleten sidder enten med benene fremme ved forhjulet (som på billedet) eller bøjet ind under sig (´kneeling´). Konkurrencer i håndcykling køres på landevejene og distancerne er oftest lange (over 20 km).

Bannerfoto: Lars Svankjær.